ÅBNING AF FOTOUDSTILLINGEN “FOR MIG ER DU LIGE HER”
“En udstilling, der giver plads til samtaler om døden, sorgen og kærligheden”
Mandag den 26. oktober
15.00-16.30
Banegårdspladsen, Vejle
Fotodokumentarister: Andreas Haubjerg og Nanna Navntoft
Vær med til åbningen af Landsforeningen Mistet Barns landsdækkende fotoudstilling “For mig er du lige her”, en udstilling om forældre, der har mistet et barn, og om den sorg og kærlighed, der følger med tabet.
Udstillingen er skabt af de to prisvindende fotodokumentarister Andreas Haubjerg og Nanna Navntoft i samarbejde med Landsforeningen Mistet Barn. Den er for alle: for dig, der har mistet et barn, for dig, der er pårørende, for dig, der møder mennesker i sorg gennem dit arbejde, og for dig, der ønsker større viden og forståelse for livet med sorg og tab.
Åbningen markeres med et program, der blandt andet byder på åbning ved Vejle Kommunes 1. viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen, åbningstale ved Landsforeningen Mistet Barn, oplæg om tilblivelsen af udstillingen ved Nanna Navntoft og en forældrefortælling ved en lokal forælder. Man kan deltage i mindeaktiviteter, fx dekorere lys og sten med tegninger eller et navn eller få en midlertidig tatovering med teksten “For mig er du lige her” eller Hjertesommerfuglen. Frivillige forældre og pårørende bærer mærket “For mig er … lige her” og står til rådighed for en snak om det at miste et barn.
Udstillingen kan opleves på Banegårdspladsen i Vejle fra den 26. oktober til den 8. november 2026.

