VI SÆTTER DØDEN PÅ DAGSORDENEN

UGE 44 er en årlig landsdækkende kampagneuge, hvor vi sætter fælles fokus på døden.

Vi tror på, at jo bedre vi taler om den, desto bedre rustede er vi til at møde den. Derfor samler vi hvert år stemmer fra hele landet, der bringer døden ind i livet – på biblioteker, i sundhedsvæsenet, i kulturhuse, klasseværelser og rundt om køkkenbordet.

Hvorfor sætte fokus på døden?

I forskellige dele af verden mindes man de døde i efteråret. De fleste kender nok De Dødes Dag i Mexico, hvor man mødes på tværs af generationer og ærer og mindes sine afdøde.

Men hvornår forholder vi os egentlig til de døde i Danmark? 

I vores del af verden – og i vores tid – bruger vi ikke meget tid på at forholde os til døden eller de døde. I nogle kirker er der en tradition for at læse navnene op på de døde ved allehelgensdag, men derudover har vi ikke mange fællesskaber forbundet med at mindes de døde på særlige dage. Det resulterer i, at døden, sorgen og minderne bliver til private anliggender, som man i bedste fald har sammen med familien, og i værste fald slet ikke har overhovedet.

I gamle dage var døden en del af livet

Engang var døden i Danmark en integreret del af livet, som et billede på dets ophør og som en mulig indgang til noget andet og evigt. Livet blev ikke taget for givet, for døden var altid lige om hjørnet. I dag kan vi være taknemmelige for, at døden ikke altid ligger på lur. Men de fleste af os kommer en dag til at skulle forholde sig til døden, om vi vil det eller ej.

Derfor vil vi gerne slå et slag for, at vi skaber nogle fælles rammer, hvor vi sammen kan forholde os til døden i livet og få et sprog for det svære, det meningsfulde og det menneskelige.

Men vi ved, at det kan være svært. Især når rammerne mangler.

VIL DU VÆRE MED?

Send os en besked med dit initiativ eller din idé, og så vender vi tilbage.
Hvis du ikke har en idé, men gerne vil deltage i kampagnen, så kan du også bare skrive.